SÆSONEN

ER LUKKET

Det energirigtige hus bliver grønnere fra 2023

Hvad betyder de nye stramninger i bygningsreglementet 2023, og hvilken betydning får de for jer med byggeplaner? Kom med på energioptimeringens rejse gennem tiden og få svaret.

Nybyggede huse er næsten i nul
Når det kommer til energiforbruget i de huse, vi bor i, er der siden 1960’erne sket en hæsblæsende udvikling. Helt konkret betyder det, at hvis du flytter til et nybygget hus, kan du spare helt op til 90 % af udgifterne til el, vand og varme alt efter, hvornår dit nuværende hus er bygget. En så markant energioptimering er opnået ved kontinuerligt at skærpe bygningsreglementets krav til bl.a. indretning, konstruktioner, brandforhold, indeklima, energiforbrug og installationer. Der er med andre ord rigtig mange penge at hente i energibudgettet ved at blive nybygger fremfor at renovere. Selv hvis du renoverer et ældre hus med hulmursisolering, nyt tag, 3-lags vinduer og ny varmekilde, vil det ikke kunne leve op til de samme tæthedskrav som et nyt hus. Der er for mange andre steder, det skal tætnes, og det er dyrt at kortlægge og udføre.

Nybyggeri betaler sig
Det er ikke kun de lavere energiudgifter, der gør nybyggeri attraktivt. Der er mange andre fordele, som tilsammen gør, at et nybygget hus i mange tilfælde ender med en bedre totaløkonomi end renovering af et ældre hus. Rent kroner/øre-mæssigt er en byggegrund og et nyt hus ganske givet dyrere end et ældre ”håndværkertilbud” med tilsvarende kvadratmeter. Til gengæld skal det gamle hus gennemrenoveres, og det løber lynhurtigt op. Ud over dyre poster som nyt tag, nye vinduer/døre, nyt køkken og bad og muligvis ny energikilde, er der mange usete faktorer, der skal tages højde for – hvordan er standen på fx vandrør, el- og kloakføring? Risikoen for at støde på bekostelige overraskelser i den forbindelse er stor. Den slipper du for i et nybygget hus, hvor alt kan dokumenteres. I nybyggeri har du desuden fordelen af et godt indeklima, lave driftsomkostninger og minimalt vedligehold – du skal stort set ikke løfte en finger. De fleste nye huse er i større eller mindre grad også udstyret med intelligente styringssystemer af alt fra ventilation, varme, lys, solafskærmning og alarmer, som kontrolleres direkte fra din smartphone. Udover lækker komfort giver det dig muligheden for at optimere dit forbrug ned til mindste detalje.

Næste step: mere bæredygtighed
I 2022 er et nybygget hus så tæt, som det næsten kan blive. Med den nuværende standard på fx 3-lagsvinduer og 500 mm isolering i loft giver det ingen mening at sætte kravene yderligere op – det opnår man ikke markante nok besparelser ved i forhold til indsatsen. Og slet ikke, når energiforbruget allerede er så lavt, som det næsten kan blive. Derfor har man politisk besluttet at optimere på kravene til bæredygtighed fremover. Med klimaaftalen har man lagt en ambitiøs plan frem mod 2030 om at reducere CO2-udledningen med 70 % sammenlignet med 1990. For byggebranchen betyder det konkret, at alle byggefirmaer skal afrapportere på CO2-aftryk, da der vil ske en indfasning af krav i bygningsreglementet til bygningers klimaaftryk fra 2023.

I første omgang er det producenterne, der trækker det største læs i forbindelse med omstillingen. De skal kunne redegøre præcist for, hvad fremstillingen af deres produkt kræver af energi – helt ned til mindste detalje. Har produktet ikke den rigtige miljømærkning, som f.eks. Svanemærket, eller kan de ikke fremvise en EPD (Environmental Product Declaration – en miljøvaredeklaration), risikerer de ikke at komme i betragtning hos byggefirmaerne. Data er det nye guld, og det er et konkurrenceparameter, som benhårdt bruges til at til- og fravælge leverandører. En glidende overgang Den bæredygtige omstilling i byggeriet har for alvor været i gang siden 2020, hvor den frivillige bæredygtighedsklasse blev indført som en 3-årig testperiode. Både byggefirmaer og producenter har dermed haft mulighed for at forberede sig inden kravene fra den frivillige bæredygtighedsklasse bliver obligatoriske i bygningsreglementet.

Præcist hvor kravene lander, når de endeligt indføres i 2025, ved man endnu ikke. De vil blive baseret på data indsamlet i 2023-2025, så man sikrer sig et velafprøvet og dokumenteret grundlag. En ting er dog sikkert: Fremtiden er bæredygtig, og det bygges der allerede efter nu. Eksempelvis skal alle byggefirmaer fra 2023 udarbejde en Life Cycle Assessment (LCA) på bygningens klimabelastning, som omfatter samtlige materialers livscyklus fra vugge til grav – noget de fleste allerede startede på tilbage i testperioden fra 2020. Du kan derfor trygt bygge nyt hus i allerede i år. Den eneste forskel mellem nybyggeri fra 2022 og nybyggeri fra 2025 vil være, at man i sidstnævnte kan redegøre nøjagtigt for CO2-aftrykket. Energiforbruget – og dermed dine driftsomkostninger – vil ligge på samme lave niveau.