ÅBENT HUS
Søndage 13.00-15.00
Fejring Enge 4-16
8722 Hedensted

Smag de lokale råvarer og delikatesser

Hedenstederne byder på et væld af lækre, lokale smags-oplevelser fra pluk-selv blåbær i vest til friskfanget fisk i øst. Vi har samlet et lille udvalg her i artiklen, og på en køretur rundt i området vil du helt sikkert støde på flere.

Barrit Mejeri
I mejeriets butik, Ostehullet, kan du vælge mellem mere end 75 forskellige typer ost – lige fra den hårdeste faste ost og til den blødeste smøreost – og fra den gode hjemlige Danbo i forskellige styrker over hollandsk Gouda til den franske
Port Salut. Du kan også købe Barrit Mejeris
egenproducerede flødeoste med krydderurter i forbrugerpakninger.

Hjarnø kartofler
I den frodige muld på den lille ø Hjarnø ved udmundingen af Horsens fjord vokser de berømte Hjarnø kartofler sig sunde og smagfulde. Friskopgravede – kogt med havsalt og en kvist løvstikke – har disse nye kartofler været en eftertragtet spise gennem generationer. I hele sæsonen finder du kartoflerne hos lokale købmænd og brugsforeninger samt flere handelssteder både på Juelsminde-halvøen og i Horsens.

Juelsminde fisk
Juelsminde Fisk er en fiske- og delikatesseforretning samt bistro i én butik, hvor duften af friske røgvarer, nystegte fiskefrikadeller og fiskefileter pirrer lugtesansen, så snart du træder ind. På dette sted er der solgt friskfangede fisk og skaldyr igennem 90 år. Alt laves i huset, og diskene er fyldt op med hele og udskårne fisk, røgvarer, skaldyr, sild samt pålæg, delikatesser og specialiteter.

Pluk-selv blåbær
På Blåbærgården i Tørring kan du plukke 4 sorter af amerikanske blåbær med varierende smag, sødme og konsistens. Smagsoplevelsen fra et solmodent bær, du selv har plukket direkte fra busken, er uden sammenligning med udenlandske bær fra køledisken. Kom og prøv selv. Stedet ligger naturskønt – tæt på Uldum Kær.

Møllebutikken hos Uldum Mølle Museum
Møllebutikken sælger lokale produkter som økologisk mel, håndlavede naturbolcher, honning, sennep, mjød og meget mere. Melprodukterne sælges som hele kerner, valsede flager, fuldkorn eller fintsigtet og tæller bl.a. hvede, ølandshvede, durum, spelt, graham og rug. Herudover sælges møllevalset havregryn. Uldum Mølle er et arbejdende museum og i sig selv et besøg værd.