SÆSONEN

ER LUKKET

Vælg materialer med lang levetid

Hvis du er som de fleste, vil du gerne sætte dit eget præg på dit kommende hjem. Det kan du gøre på flere måder, blandt andet gennem materialerne. Men inden du går i gang, er det altid en god idé at undersøge markedet, inden du lægger dig fast på en bestemt løsning. 

Tag de rigtige valg fra start

Når du skal vælge materialer til dit nye hus, handler det om at finde balancen mellem æstetik, økonomi og levetid. Eftersom budgettet sjældent rækker til jeres førstevalg af materialer samtlige steder i huset, skal I tage stilling til, hvad der er vigtigst for jer. Kan I fx ofre den dyre bordplade i køkkenet til fordel for nogle lækre kvalitetsgulve? 

Mursten, vinduer, gulve – træ, sten, komposit, tekstiler – er alt sammen elementer, der er med til at definere jeres kommende hjems identitet. Men jeres valg af materialer har også afgørende betydning for andet end husets udseende. Akustikken i boligen er for eksempel en af de vigtigste faktorer, du skal tænke på, når du vælger gulve og lofter. Korkgulve på fx børneværelset giver en anden klang og blødhed end trægulve og laminat. Og er køkken-alrummet med loft til kip, er lofter med akustikfelter et must. Eller måske skal I investere i intelligente gardiner, der renser luften samtidig med, at de skærmer for lyset?   

Vedligehold eller ej 

Vind og vejr slider forskelligt på forskellige materialer. Derfor er det en rigtig god idé at vide på forhånd, hvor vedligeholdelseskrævende jeres yndlingsmaterialer er. Mange af de her-og-nu-besparelser, som visse materialer giver jer, kræver til gengæld mere vedligeholdelse på sigt eller tidligere udskiftning – hvilket er dyrere i længden. Er det for eksempel OK for jer at skulle male træværk hvert femte år, eller skal I finde et vedligeholdelsesfrit alternativ? Skal taget holde i 20 eller 50 år? Hvis det ikke betyder det store for jer, kan et billigere tag frigive en del penge i budgettet til andre ting. 

Brug byggefirmaets erfaring 

Det kan være en god idé at trække på jeres byggefirmas store erfaring og viden om materialer og indretning. De kan præsentere jer for prisvenlige alternativer, der stadig lever op til jeres ønsker og krav. Der er overraskende mange valgmuligheder – sikkert også nogle som I ikke kendte til.